Når man tager på sprogrejser, er det faktisk på den måde, man bedst muligt tilegner sig et sprog, man ikke er vant til at tale.
Det gælder både, hvis sproget er tæt på ens normale sprogstamme, som i dette tilfælde kan være dansk, hvor man ønsker at lære tysk; eller man har ambitioner om at lære arabisk, der ligger langt fra det danske sprogsystem i både tegnsætning, opsætning og læseretning.
Praksis ved sprogrejser er netop: praksis! Man kommer som sprogelev enten alene eller sammen med andre studerende, der har nogenlunde samme grundforståelse og niveau-standard for at lære et sprog, i kontakt med en lokalbefolkning, der bruger sproget til dagligt.
Man har nemlig undersøgt og fundet frem til, at når man får hørt og brugt sproget i sammenhænge, der er vante og ikke opsatte i teori-timer, så sætter sprogets pointer sig fast i en i langt større grad.
Ser bare på babyer, der ingen forståelse eller læring får i et sprog, men som alligevel lærer og tilegner sig et sprog på baggrund af at høre, hvordan det er sat sammen og bliver benyttet i praksis.
Selvfølgelig har alle mennesker ikke samme åbenhed og evner til at tilegne sig andre sprog, som babyer har det, men som man på en sprogrejse bruger sproget i alle nødvendige sammenhænge, så sætter det sig også fast.
Man kan bruger sproget til alt fra indkøb, overnatning, transport, byture og videre, og man tilegner sig samtidig sproget kultur og oprindelse ved at befinde sig i enten arnestedet for sproget opståen eller i en region, hvor sproget er blevet udbredt.
Sprogrejser er simpelthen med til at gøre, at sprogøvelser bliver frakoblet teori-brug alene eller via besøg af mennesker, der har sproget som modersmål, hvor eleven bliver kastet ud i situationer, hvor vedkommende skal bruge sproget.
Som man langsomt bruger det fra gang til gang, jo mere bundfælder undervisningen sig i praksis, så man langsomt, men sikkert, kan begynde at bruge sproget i ens daglige sammenhæng, når man ikke har lærer eller medstuderende blandt sig.